Aarup tæt på den store triumf ved Fyens Stiftstidende Cup
I juledagene deltog fire hold fra Aarup BK til Fyens Stiftstidende Cup. Holdene var fra årgang 2012 (U11), 2008 (U15), 2006 og 2007 (Begge i U17 rækken). Aarup BK har gennem tiderne vundet stævnet to gange, begge gange i miniputrækken i hhv. 1991 og 2006.
Fyens Stiftstidende Cup er et gammelt traditionsstævne på Fyn, hvor kun fynske hold kan deltage. Det er en oplevelse for alle de deltagende hold, også selvom man ikke ender med at spille med i finalerne. Det at opleve hele det store setup, mærke atmosfæren og se en masse god fodbold, henover de 5 dage stævnet forløber, er noget for alle - ligegyldigt niveau.
Tirsdag deltog først U11 holdet om middagen. Trods lidt nerver og usammenhængende spil i den første kamp mod Tommerup, vandt Aarup drengene alle deres fire puljekampe og blev nummer et i deres pulje. Dermed skulle de senere på eftermiddagen møde Aarup Skolen, som var et blandet hold af holdkammerater, tidligere holdkammerat og et par U10ér om, at komme i finalepuljen om fredagen. Med lidt hiv og sving lykkes det igen U11 drengene at vinde efter en scoring i overtiden til en fortjent 2-1 sejr. Sejren betød at drengene skulle spille igen fredag og endte i ”dødens pulje” med Marienlyst, TPI og OB. Tre meget stærke modstandere.
Senere tirsdag eftermiddag var Aarups U15 drenge i aktion. Drengene var havnet i en svær pulje mod blandt andet OB, Hunderup Skolen og ØB, men leverede en flot indsats og med lidt mere kølighed på to straffespark i overtiden af de første to kampe, kunne de have spillet sig videre fra puljen. Men drengene havde en god oplevelse og kæmpede virkelig flot som hold og gav aldrig op. Skal lige nævnes at Aarup drengene var det eneste hold i puljen, som formåede at score mod OB og hvilket mål. Den var sparket helt op i den ene målhjørne 😊 (Fotografen var desværre ikke så flittig den dag, så der er desværre ikke så mange billeder af U15 holdet, beklager)
Onsdag eftermiddag havde vi to hold i aktion. Da der desværre ikke var en U16 række, stillede både årgang 2006 og 2007 op i U17 rækken. U16 drengene (årgang 2007) havde det svært mod de ældre drenge og endte sidst i deres pulje. Men ligesom U15 drengene kæmpede de flot og gav aldrig op. Næste år stiller de op i egen årgang og er klar på at give den en skalle igen.
Årgang 2006 blev nummer tre i deres pulje og gik desværre heller ikke videre. Med lidt mere kølighed og sammenhold kunne de godt have været endt i en krydskamp, men igen en fin indsats og lidt læring til kommende indendørsstævner.
Fredag var stor finaledag og U11 drengene var tilbage i hallen og skulle som før omtalt møde Marienlyst, TPI og OB i nævnte rækkefølge. Drengene fik en god start og vandt 1-0 over både Marienlyst og TPI efter to tætte kampe. Så var der lagt op til en puljefinale med OB. Drenge var sikker på at komme i semifinalen, så en uafgjort eller sejr ville betyde, at drengene skulle møde nummer to i den anden finalepulje, hvilket var at foretrække. Kampen endte 0-0 efter to flotte målmandspræstationer i begge ender. Dermed vandt Aarup drengene puljen og endda uden at indkassere et mål imod dem. Nu skulle Fjordager besejres, hvis drengene skulle i finalen. Selvtilliden var høj og spillet hang flot sammen og Fjordager blev slået sikkert 3-0. Drengene var i finalen hvor OB igen ventede efter en sejr over BBB i deres semifinale.
Finalen blev en tæt affære som kunne have været gået begge veje i den ordinære spilletid. Men to gode målmandspræstationer gjorde igen, at kampen endte 0-0 og dermed fortsatte kampen ud i fem minutters Golden Goal, hvor det hold der scorer først vinder. Her trak OB desværre det længste strå, da de efter tre minutter scorede kampens enlige mål. Drengene var selvfølgelig skuffede lige efter kampen, men det blev hurtigt vendt til glæde over den præstation de havde leveret på finaledagen og når man tænker på, at der er to U10 spillere med på holdet, er det bare mere imponerende.
Se lidt billeder fra dagene herunder...