Menu

U19 åbnede forårssæsonen med en sejr

image
07. april 2025 kl. 21:00
U19 Drenge Liga 3: OB - Aarup BK 1-4

Søndag eftermiddag sparkede U19-holdet forårssæsonen i gang med en sejr i Ådalen, hvor de mødte OB’s jævnaldrende mandskab.

Efter en jævnbyrdig start på opgøret, fik vi gradvist overtaget spillet på midtbanen, hvilket resulterede i to store chancer – som desværre blev brændt. Men efter 13 minutters spil kom forløsningen, da Mikkel Maagaard reagerede hurtigt på en ripost og sikkert sendte bolden i nettet til 0-1.

Blot seks minutter senere udbyggede midterforsvarer Rasmus Krog føringen. Efter et veludført hjørnespark var han først over endnu en ripost og scorede sikkert til 0-2.

Selvom vi havde både spil og chancer til yderligere mål, fik OB reduceret til 1-2 kort før pausen. Et hurtigt kontraangreb fangede vores ellers solide forsvar i ubalance, og hjemmeholdet udnyttede muligheden.

Anden halvleg var knap gået i gang, før Rasmus Fruergaard blev sendt alene mod mål. Efter et par misbrugte chancer i første halvleg viste han stor sikkerhed og sparkede bolden ind til 1-3. Og Fruergaard var ikke færdig – små ti minutter senere var han på pletten igen og lukkede kampen med scoringen til 1-4.

Sejren kunne have været endnu større, men et brændt straffespark kort før slutfløjt ændrede heldigvis ikke på det samlede indtryk. En flot og fortjent sejr, hvor hele holdet leverede en stærk præstation.

Allerede onsdag den 9. april venter næste opgave, når Svendborg gæster Scankab Arena. Kampstart er kl. 18:30.

 

Luk