U15 på besøg i Assens - sæsonens bedste halvleg
I en kamp hvor dommeren lod spillerne gå til den fysisk, kunne vi godt frygte at blive mast, da vores hold består af U14 og U15 spillere og vi ofte møder hold med 3 U16 spillere på, hvilket også var tilfældet i onsdagens kamp. Men samtlige 13 spillere kæmpede imponerende flot i samtlige 70 minutter mod de fysisk stærkere Assens spillere og lod sig ikke kyse. Fokus til kampen var stadig at holde struktur, men samtidigt komme mere i boldbesiddelse.
Vi var bogstaveligt talt i modvind i starten af kampen med regnen direkte i hovedet og kom desværre tidligt bagud, men fik ret hurtigt reduceret. Desværre straffede Assens vores fejl yderligere tre gange i første halvleg, så vi gik til pausen bagud 4-1. Det positive fra første halvleg var, at ingen mål gik ind pga. strukturen svigtede. Det handlede om ting vi kan træne, som pres på den rigtige side af en mand, brug af rigtige ben i situationerne samt lidt mere parathed.
Anden halvleg var uden sammenligning vores bedste halvleg i denne sæson og med lidt skarphed i slutminutterne kunne vi have vundet halvlegen med 1-2 mål. Tobias var en rolig og sikker sidste skanse. De fire bagerste stod flot i mod Assens' til tider hårde pres, så de kun blev farlige på hjørnespark og skud ude fra. Vores dygtige boldspillere på den centrale midtbane tog bolden mere og mere til sig og fik skabt nogle chancer samtidig med at de tre forreste arbejdede og pressede stenhårdt, hvilket i de sidste 10 minutter gav 2-3 gode muligheder, hvoraf den ene burde have givet et mål.
Kæmpe succes ud fra fokuspunkterne: - nul mål i mod pga. struktur - mere boldbesiddelse - flere skabte chancer
Drengene gjorde trænerteamet stolte.