Menu

Første stævne på 5-mands baner for U8

image Noah, Frode, Villads, Benjamin, Rasmus, Asta, Thor & Johannes
22. august 2021 kl. 13:21
U8 C-stævne i Brenderup

Resultatmæssigt blev det en hård opgave for U8 holdet at prøve kræfter med 5-mands banerne til C-stævnet i Brenderup.

Der er mange nye facetter af fodboldspillet som træder i kraft i skiftet fra 3- til 5-mands baner, så der var rigeligt af nye udfordringer for spillerne at se til. Dagens tema fra trænerteamet var forståelsen af hvilken betydning placeringen på banen har for situationerne i kampen og det kræver selvfølgelig en vis tilvænning. Spillerne med mod på at prøve målmandstjansen fik lejlighed til det og der var rig mulighed for at få taget både indkast og hjørnespark, hvilket ikke har indgået i spillet på 3-mands banerne.

I første kamp formåede vi at holde Brenderup godt væk fra vores mål, mens vi selv lykkedes med at producere et hav af chancer. Desværre havde de dog en mur af en målmand, som kun tillod os et enkelt mål, hvilket ikke var nok til en sejr.

I anden kamp blev vi mødt af et stærkt Tommerup hold, som vi slet ikke formåede at få dæmmet op for, i første halvleg. De fik hurtigt så stort et forspring, at vi måtte sende ekstra forstærkninger på banen. I anden halvleg sadlede vi lidt om og fik lidt bedre styr på defensiven - også i kraft af overtallet af spillere, men det lykkedes os dog ikke at få scoret, så det blev til et stort nederlag.

I sidste kamp mod Højfyn var det tæt på at blive en gentagelse af sidste kamp, men i modsætning til Tommerup kampen lykkedes det os her at få scoret flere mål til sidst, så nederlaget knap blev så stort.

Tak for en god dag med godt humør.
U8 Trænerteamet
Malene & Jesper

P.S.: Se stemningsbilleder herunder, fra den første kamp, hvor Jesper havde lejlighed til at finde kameraet frem.

Luk